-
Boris Frederiksen trawler gennem 50.000 dokumenter og 1,1 millioner mails: Han erkender, at der måske er meget lidt at komme efter i Nordic Waste-selskaber
Source: BDK Finans / 19 Apr 2024 10:40:04 America/Chicago
Boris Frederiksen har fra politisk hold fået en klar opgave. Advokaten, der er partner i Kammeradvokaten, skal på vegne af staten finde »hver eneste bøjede femøre«, som Randers-borgmester Torben Hansen (S) måske ville have formuleret det, i det forliste Nordic Waste-selskab. Men som Berlingske tidligere har kunnet fortælle, er der umiddelbart ikke rigtig nogen penge at komme efter i Nordic Waste, og det erkender Boris Frederiksen nu i et interview med Berlingske. I hvert fald har konkursadvokaterne i Nordic Waste-kuratellet indtil videre fundet bare 724.502 kroner i selskabet. På den anden side af bordet står kreditorer som Randers Kommune med massive kapitalkrav. I alt har kreditorerne, for eksempel Randers Kommune, en lang række logistikvirksomheder og Tryg Forsikring, indtil nu gjort krav på 179 millioner kroner. Men det beløb forventes at stige betragteligt. Nordic Waste-kuratellet undersøger også i skrivende stund, om man kan gøre søsterselskabet DSH Recycling ansvarlig for den millionstore regning. Desværre for kreditorerne er også DSH Recycling, der lige nu er under rekonstruktion, mere eller mindre tømt for penge. »Hvis der er et økonomisk ansvar hos DSH Recycling, så må man formode, at det selskab også går konkurs. Så vil man ud af det konkursbo kunne kigge på, om det konkursbo kan have krav andre steder henne,« siger Boris Frederiksen. Men som det ser ud lige nu, er du så enig i, at det ser ud til, at der er meget, meget lidt at komme efter? »Ja, aktuelt er aktiverne meget begrænsede.« I øjeblikket undersøger Nordic Waste-kuratellet en lang række forskellige forhold. Blandt andet om der er krav til ledelsen i selskabet, der kan gøres gældende, om der er noget at komme efter i det udbytte, der er blevet udbetalt de seneste år, eller om ledelsen har været så tæt på driften, at den kan konstateres medansvarlig. Netop det undersøger han sammen med kuratorerne Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra Bech-Bruun og John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel. Over en million mails Anders Hoffmann Kønigsfeldt har tidligere fastslået i Berlingske, at kuratellet næppe bliver færdig med sit arbejde i år. Det skyldes blandt andet, at de tre kuratorer først skal have trawlet sig gennem 50.000 dokumenter og 1,1 million mails, fortæller Boris Frederiksen. Boris Frederiksen, har I gjort nogen fund, der tyder på, at de respektive ledelser i selskaberne kan stilles til ansvar? »Det er for tidligt at sige,« siger han og åbner dog for en række områder, hvor der ifølge ham kan være noget at komme efter. »Er der egentlig en adskillelse mellem de to selskaber? Det er der i hvert fald formelt, men er der også det reelt, eller har man reelt set drevet en virksomhed, hvor begge virksomheder de facto kommer til at hæfte for den skade, der måtte opstå?« spørger den garvede advokat. Det fremgår af DSH Recyclings rekonstruktionsbegæring til Skifteretten i Randers, at virksomhedens forretningsmodel stod og faldt med Nordic Waste. Således var lejeindtægter fra Nordic Waste til grund og maskinel DSH Recyclings altoverskyggende indtægtskilde, og netop derfor løb virksomheden tør for penge og gik i rekonstruktion, da Nordic Waste blev begæret konkurs. »Ledelsen i Nordic Waste er ét sted. Altså om de har gjort deres arbejde ordentligt. Man kan også kigge på forretningsmodellen,« siger Boris Frederiksen uden at ville blive helt konkret på, hvilke aktiviteter kuratellet lige nu har for øje: »Vi skal undersøge baggrunden for, at det gik, som det gik. Der er også kreditorer, der har udtrykt ønske om, at vi skal undersøge, om alle nu også har gjort, som de skulle. Der kan pilen pege flere forskellige steder hen.« Advokaterne kan løbe med konkursgevinsten Det fungerer sådan i et konkursbo, at det er kuratorerne, der står i første parket, når boet skal gøres op. Det betyder i praksis, at kuratorer som Boris Frederiksen, Anders Hoffmann Kønigsfeldt og John Sommer Schmidt skal have deres løn fra de samlede økonomiske fund, før kreditorerne kan få de penge, de har i klemme. Boris Frederiksen, det her kan vel ende i en situation, hvor hele konkursboet tilgår jer som kuratorer, og så er der egentlig ikke nogen kreditorer, som får deres penge? »Det er der altid en risiko for i sager af den her type. Det er også derfor, vi har spurgt hovedkreditorerne, om de overhovedet er interesserede i, at vi laver det her arbejde, og det har der jo været opbakning til.« Er du ikke ret overbevist om, at det sagtens kan ende med, at det kun bliver jer kreditorer, der vinder noget på det her konkursbo? »Nej. Hvis det var min overbevisning, ville jeg nok anbefale, at vi lukkede her.« Som beskrevet har kuratorerne hidtil realiseret aktiver i Nordic Waste for 724.502 kroner. Kun ét væsentligt aktiv udestår – en ejendom på Amager, som virksomheden ejede. Den næste kreditorredegørelse fra kuratellet i Nordic Waste-konkursboet forventes offentliggjort om cirka en måneds tid. Den vil give et nyt indblik i, hvor stort et kapitalkrav kreditorerne samlet set har rejst. https://www.berlingske.dk/virksomheder/boris-frederiksen-trawler-gennem-50000-dokumenter-og-11-millioner